Folkedans
I Raklev (RGI) er der en over 40 år lang tradition for at danse folkedans hver onsdag i vintersæsonen. Vi er folkedansere i alderen 15 – 85 år, der kommer fra nær og fjern for at deltage i dansen og det store sammenhold der opstår.
Vores instruktør leder os igennem aftenen og sørger for en god og varieret dans i samarbejde med Sjællands bedste harmonika spiller.
Det 1mands store orkester sørger for noget af Sjællands bedste og mest inspirerende musik, som man slet ikke kan sidde stille til.
Der er udover almindelig lyst til at danse ingen krav om at man kan danse folkedans, så de der har lyst til at prøve kræfter med folkedansen skal blot møde op. Alle grundtrin vil blive øvet mange gange, og der er al den hjælp der kan blive behov for.
Vi danser i ganske almindeligt tøj og har et par lette sko på. De gl. myter om at vi danser i folkedragter gælder altså ikke. Folkedragt bruges normalt kun ved opvisninger, men almindeligt tøj kan også bruges.